Om eg og vin
Lad mig bare indrømme, jeg har en aversion mod egesmag i vin. Det minder mig om smagen af det vand, der ligger og skvulper på bunden af en gammel robåd. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ved så præsist, hvordan det vand smager. Måske stammer det fra dengang jeg en kold novembereftermiddag faldt i kanalen og måtte cykle de 10 km hjem med dyngvådt tøj. Det var nu ikke det værste – næh, problemet, da jeg cyklede der, var, at det nu ikke lod sig skjule, at jeg, trods forbud, havde leget i den gamle robåd.Det er nu ikke bare de mindelser, der får mig til at vælge vine med egesmag fra. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvorfor man skal sløre alle de fine smagsnuancer druerne og gæringen kan frembringe med egesmag. Det svarer for mig til, at skulle lytte til kammermusik på en motorvejsrasteplads.
Lad gå, at hvis en vin absolut skal kunne gemmes i 100 år, og den ikke i sig selv har garvesyre nok til det, at man så giver den lidt mere garvesyre ved at lagre i nye egefade. Men hvorfor det skal ødelægge de vine, vi drikker nu, forstår jeg ikke.
Jeg er med på, at der er meget psykologi i vin og vinsmagning, at de vine, der kan gemmes længe, ofte er dyre, og at man derfor, når man smager en vin med egesmag, vil opfatte den som en fin og dyr vin. Men det er jo fup og bedrag. Virkeligheden er, at man med egesmagen kan få en jævn vin til at tage sig dyr ud.
Det, jeg aller mindst forstår, er de vinavlere – og vi mødte nogle, der stolt viser deres nye egefade frem. Ligger de under for kundernes benovelse over egesmagen, eller er de virkelig tilfredse med at hælde ketchup over entrecoten?
Tags: Eg, Egefade, Lagring, Vinsmagning
