Nyt fra forskningen
I august 2000 holdt den internationale sammenslutning af økologer, IFOAM (International Federation of Organic Agriculture Movements) to videnskabelige konferencer i Basel, en almen og en om vin. Det er den sidste, det skal handle om her.
En af de interessante ting, man beskæftigede sig med på konferencen, var et forsøg på at få ovberblik over produktionen af økologisk vin verden over. Det er ikke noget, der er særlig let, for der findes ingen officielle statistikker.
Starter vi i det fjerne udland, så er der 363 økologiske vinavlere på New Zealand. Det svarer til knapt 3% af vinavlerne. I Sydafrika er der én økologisk vinavler med 30 ha og to under omlægning. Der var ingen oplysninger om omfanget af den ikke ubetydelige økologiske vinavl i Californien, og heller ingen oplysninger om forholdene i Sydamerika.
Indenfor Europa ligger Italien i spidsen med knapt 5% af alle vingårde som økologiske. Nummer to er Spanien med 1,7%. Så følger Schweiz med 1,4, Tyskland og Grækenland med 1,3 og Frankrig og Østrig med 1,1%. Desuden er der en lille økologisk vinproduktion i Tjekiet, Georgien, Ungarn, Portugal og Tyrkiet.
I Frankrig var der ved udgangen af 1999 948 økologiske vingårde med i alt 10.213 ha. Der er økologiske vinavlere i alle distrikter, men Languedoc-Roussillon topper med 190 vingårde efterfuldt af Bordeaux-området med 149. Alle steder ser man en kraftig stigning i antallet af økologer.
Sygdomme og skadedyr var et andet stort emne på konferencen. Der blev fremlagt resultater fra adskillige undersøgelser af forsøg med alternativer til de klassiske sprøjetmidler med svovl og kobber: udvikling af mere resistente sorter, brugen af grøngødning og levende hegn som opholdssteder for nyttedyr, kobbermidler med minimalt kobberindhold og planteudtræk. Desværre ser det ikke ud til, at et gennembrud er lige forestående.
Konferencen sluttede med en vinsmagning, hvor »verdens 10 bedste« økologiske vine blev præsenteret. En spændende oplevelse for alle deltagere.