Spanien og Portugal
Portugal
Turen startede i Portugal, hvor besøget hos Arlindo Pinto e Cruz, Casal dos Jordoes blev den helt store oplevelse. Pinto e Cruz laver nogle formidable portvine, hvoraf hans Tawny har været på min liste et stykke tid. Den bliver nu suppleret med hans Vintage Port.
Ud over portvinene produceres der også rødvine. De er lavet på de samme druesorter som portvinene og er mørke, fyldige og smagsmættede. Jeg har taget en Douro Quinta da Esteveira hjem.
Væggene i Pinto e Cruz kontor er fuldstændig dækket med diplomer for alle de medaljer, han har fået for vinene både i Portugal og i andre lande. Nu har han måttet opgive at hænge flere op og har dem bare liggende i en stor stak. Efter at have smagt hans vine, var vi ikke i tvivl om, at medaljerne er fortjente.
Efter smagningerne fik vi en køretur rundt i vinmarkerne, og det var en – i bogstaveligste forstand – spændende oplevelse: Dourodalen, hvor portvinsdruerne dyrkes, er meget dyb og med meget stejle sider. Så turen gennem vinmarkerne foregik ad meget smalle markveje med hårnålesving så skarpe, at Pinto flere steder måtte bakke for at komme rundt.
Vinen står på smalle terrasser: to rækker vin og så 5 m op til den næste terrasse. Undergrunden består af en prækambrisk skifer, der forvitrer til en meget frugtbar jord. Jorden, varmen i den dybe dal og ikke mindst den megen sol, druerne får, fordi planterne ikke skygger for hinanden på de stejle skråninger, giver de fuldmodne og kraftigt smagende druer.
Pinto e Cruz leverer de fleste af sine druer til Sandeman, der bruger dem til deres bedste portvin, resten laver han selv økologisk vin af. Og man kan mærke på ham og smage på vinen, at det er her, hans hjerte ligger: Det er de bedste af de bedste druer, der bliver brugt, og der bliver virkelig kælet for vinen.
Spanien
Turen gennem det sydlige Spanien, Andalusien, blev ikke mindre spændende. Andalusien er en økologisk katastrofe: Hver kvadratcentimeter er dyrket. Selv i naturparken Sierra Nevada var træerne plantet. Landskabet er præget af kæmpe marker med monokultur: masser af oliven, men også andre afgrøder, og store områder under plastic eller glas. Og der var ikke et græsstrå, ingen andre træer, ingen fugle.
Så meget desto mere befriende var det at besøge de få økologiske vinavlere. Her var der blandingskultur f.eks. vin og oliven sammen, og der var plads til lidt vilde vækster rundt om.
Det var dog som i Portugal besøget hos den vinavler, vi allerede importerer fra: Gabriel Gomez Nevado, der gjorde det største indtryk.
Vi fulgte sherryfremstillingen gennem alle led fra den første lagring i mere end mandshøje, slanke beholdere, og gennem de forskellige faser i solera-systemets egefade (det spændende solera-system kommer der mere om i næste vinnyt).
Efter tre år i solera-systemet er vinen blevet til en Fino, og efter yderligere fire år til Amontillado. Men vinen bliver kun bedre, jo længere den ligger. Vi smagte en 100 år gammel sherry, der stadig var på egefad. Den var formidabel.
En middagsinvitation gav os en praktisk indføring i, hvordan vinene bliver brugt: Først var vi på bar, hvor vi fik tapas med Fino (mens vor mor lavede maden færdig). Til hovedretten drak vi også Fino, mens der blev serveret Amontillado til desserten.
Gomez Nevado arbejder sammen med en økologisk vinavler i Rioja i Nordspanien. Vingården hedder Bagordi, og da vi havde smagt vinene derfra, var vi ikke tvivl: Dem måtte vi også have på listen. På den måde fik vi en kraftig udvidelse af sortimentet – og et mål for vores næste udlandsrejse.
