Økologisk vin sundest!

Indrømmet, det er en lidt flot overskrift i forhold til den dokumentation, der er, men noget er der om snakken.

Vi snakker om stoffet med det umuligt navn resveratrol, som bl.a. findes i rødvin. Det er blevet lidt af et modestof, for der er næsten ikke grænser for, hvor gavnligt det er for sundheden. Det forebygger kræft både brystkræft, prostatakræft og hudkræft. Det forebygger hjerte- karsygdomme, modvirker aldring og selv glemsomhed skulle det være godt for.

I USA er det så meget fremme, at man nu drikker rødvin for sin sundheds skyld. Det udspringer af det såkaldte »franske paradoks«, nemlig det paradoksale, at franskmændene kan spise lige så meget fedt som amerikanerne, men alligevel have 30% færre tilfælde af hjerte-karsygdomme, og hvorfor kun 7% af franskmændene er overvægtige mod 22% i USA.

Det satte forskerne på arbejde for at finde forklaringen på det franske paradoks, og de fik hurtigt øje på, at fransmændene drikker mere rødvin end amerikanerne. Og man fandt ud af, at rødvin indeholder resveratrol.

Der kom rigtig fart på, da forskere fra Howard University i 2003 opdagede, at resveratrol forlænger levetiden for både gærceller, rundorme og bananfluer. De tre organismer bruges som modeller, når man studerer aldring og sygdomme hos mennesker. Man undersøgte flere hundrede andre lignende stoffer, men resveratrol var langt det kraftigst virkende.

Gærcellernes levetid blev forlænget med hele 70%. Det viser sig så, at der er forskel på, hvor meget af stoffet de forskellige druesorter indeholder. I de foreløbige undersøgelser er Pinot Noir topskorer, så nu kan de måske se lidt lys for enden af tunnelen i Bourgogne?

Resveratrol er et stof planterne bruger til at bekæmpe angribende svampe, og de begynder først for alvor produktionen, når angebet sætter ind. Nu begynder det så småt at lugte af økologi, for i de konventionelle vinmarker, hvor man bruger sprøjtegifte for at hindre angreb af sygdomsvoldende svampe, får vinplanterne slet ikke brug for resveratrol.

Anderledes i de økologiske vinmarker. Der har svampene frit spil, og vinplanterne må forsvare sig ved at producere resveratrol. Nu hører resveratrol til den gruppe af plantestoffer, man har kaldt sekundære. Det er bl.a. dem, der giver frugt smag og farve. Der er flere undersøgelser, der viser, at jo mere kvælstofgødning planter får, jo mindre indeholder de af sekundære stoffer. Også derfor er der grund til at tro, at økologiske vindruer har et større indhold af resveratrol end konventionelle.

Har de så det? Ja, det er her, den spinkle dokumentation kommer ind i billedet. Det er kun lykkedes mig at finde en enkelt undersøgelse og kun af 9 prøvepar. Det er nemlig ikke let, at lave sådan en undersøgelse. Man er nødt til at finde økologiske og konventionelle vinmarker, der er identiske både med hensyn til jordbund, klima og evt. gødskning. Sorten skal naturligvis være den samme, og så skal stokkene have samme alder.

I den foreløbige undersøgelse, jeg refererede til, var det som nævnt lykkedes at finde 9 par vinmarker, der opfyldte alle betingelser. Undersøgelsen viste,
at de økologiske druer fra 7 af parrene havde det højeste indhold af resveratrol. I de to sidste var det omvendt. Man må formode, at der kommer flere undersøgelser til, for økologerne har et rigtig godt salgsargument her.

Tags:

Skriv en kommentar