Nyt syn på istidslandskabet
Af Ib Marcussen og Troels V. Østergaard
Året er 1901. Seks mænd i jaket, knækflip og høje hatte stiger på en charabanc i den lille by Jyderup i Vestsjælland. De seks er den samlede stab fra det nyoprettede Danmarks Geologiske Undersøgelse. Turen går mod nord over Bjergsted Bakker, forbi den store bakke med Vejrhøj i Odsherred og videre til Nykøbing Sjælland – hvorfra de formentlig er taget med dampfærgen Sct. Knud tilbage til København.
Turen ledes af den unge Vilhelm Milthers, der havde undersøgt Nordvestsjællands geologi og var kommet til den overbevisning, at bakkestrøgene er randmoræner, der er presset op af gletschertunger. Det var en tolkning, hans kolleger var skeptiske overfor, men turen med hestevogn overbeviste dem. Og siden har Odsherredsbuen været et skoleeksempel med inderlavning (Lammefjorden), hvor gletschertungen lå, randmoræne og hedeslette på den anden side af randmorænen.
Gennem de 100 år, der er gået siden, har forestillingerne om gletschertunger og israndslinier og om isfremstød fra forskellige retninger bidt sig så meget fast, at det for de fleste er noget, der simpelthen ikke kan være anderledes: Gletschertungerne har som bulldozere skubbet jord sammen, og på den måde dannet landskabet, da de kom væltende.
Men Danmark er som bekendt fladt som en pandekage – ja, mange af bakkerne er endog flade på toppen. Og ser man rigtig efter, er Danmark ikke fladt som én pandekage, men som en stabel, hvor pandekagerne bliver mindre, jo højere de ligger.
Efter den nye tolkning var landet dækket af ét stort, sammenhængende isskjold, og landskabet blev dannet, da isen smeltede: Nogle steder var der søer i isens overflade. De blev fyldt ud og blev til bakker, da isen var smeltet. Andre steder, hvor isen var tyk, kunne der ikke aflejres noget, så det blev til dale.
Odsherredsbuen er altså ikke en randmoræne, men en udfyldning af et system af sprækker i isdækket: Smeltevand på isens overflade har skyllet materiale sammen i sprækkerne, og det står tilbage som bakker, efter at isen er smeltet. Det bedste bevis på, at det forholder sig sådan, er, at bakkerne i hovedsagen består af vandaflejret materiale: grus, sand og ler.
Et subarktisk isskjold
Vilhelm Milthers var godt klar over, at bakkerne indeholdt meget grus. Det kan derfor undre, at han ikke drog den logiske konklusion af den observation, nemlig at bakkerne var dannet af floder. Men de gletschere, man kendte bedst på det tidspunkt – bortset fra at Milthers aldrig selv havde besøgt en gletscher – var gletscherne i Alperne, og i dem løber smeltevandet under gletscheren, og der er ikke materiale ovenpå isen, som kan fylde spalter ud.
I dag ved vi, at det isskjold, der dækkede store dele af Skandinavien under den sidste “istid”, var af den subarktiske type. Og vi ved, at bevægelsesmønsteret i de ydre dele af et subarktisk isskjold er sådan, at det samler materiale op fra underlaget. Resultatet er, at de nederste mange meter af isen er “beskidt”, fyldt med sten, grus, sand og ler. Når isen smelter, kommer materialet frem og kan transporteres af sted med smeltevandet.
Vi ved også i dag, at isen må være smeltet på en anden måde, end Milthers forestillede sig. For gletscherne i Alperne gælder det, at de stort set smelter fra enden, så fronten rykker tilbage. Men da istiden sluttede for ca. 15.000 år siden skete temperaturstigningen så hurtigt – i løbet af årtier – at det må have påvirket store områder på samme tid. Det, sammen med det forhold at isen lå i et lavland, betød, at isen især smeltede oppefra, så den efterhånden blev tyndere og tyndere.
Hvis isdækket oprindeligt var omkring 600 m tykt – hvad undersøgelser antyder – må man altså forestille sig, at de øverste ca. 400 meter, der var ren is, smeltede uden at efterlade sig spor. Men da de nederste ca. 200 m begyndte at smelte, blev isoverfladen dækket af alt det materiale, der smeltede ud af isen, og smeltevandsfloderne fik en masse materiale at flytte rundt på, og mere jo mere isen smeltede. Den slags miljøer med smeltende is dækket af materiale kendes i nutiden bl.a. fra Svalbard.
Der kan man se, at der dannes to typer aflejringer, når beskidt is smelter. Den ene type er de sorterede sedimenter. De er afsat af smeltevandet, der har sorteret materialet efter kornstørrelse så sten, grus, sand og ler ligger hver for sig. Ofte kan det være f.eks. vekslende lag af sand og grus. Den anden type aflejring er dannet ved, at materiale fra isoverfladen glider eller flyder som en slamstrøm ned i lavninger, hvor den kan lægge sig mellem de sorterede lag. Materiale afsat af en slamstrøm, kaldes “flydetill”.
Af gode grunde kendte Milthers ikke til flydetill. For ham var det “moræne”, og han opfattede det som bundmoræne, altså materiale afsat fra sålen af en gletscher. Det fører så videre til, at han tog hvert lag flydetill som bevis på en isoverskridelse. Det er i øvrigt ikke vanskeligt at kende forskel på flydetill og egentlig bundtill.
Slettelandet Danmark
Tolkningen af Odsherredsbuerne som randmoræner blev også begyndelsen til en jagt på israndslinier, som er fortsat lige siden. Stort set alle bakkestrøg er blevet udnævnt til israndslinier eller randmoræner, mens det, der ligger ind i mellem, er blevet anset for uinteressant bundmoræne. Og dog er det de store, let bølgende sletter, der er det mest dominerende træk ved det danske landskab.
Går man sletterne efter, viser det sig, at de overvejende er bygget op af smeltevandssedimenter: sorterede lag med usorteret flydetill imellem.
En slette bestående af vandsorteret materiale må nødvendigvis være dannet af vand nemlig af smeltevandsfloder på isoverfladen. Floderne har flyttet rundt på sten, grus, sand og ler, som er smeltet frem på isoverfladen. De har fyldt alle lavninger og huller i isen op og jævnet ud til en flodslette. Det specielle ved den type flodslette, som man kunne kalde isflodslette, er, at dele af sletten består af is. Når isen til sidst er smeltet helt bort, er der dale på de steder.
Under og i sedimenterne vil der være større eller mindre klumper af is, som også smelter til sidst. De større klumper giver markante huller: dødishuller, mens de mindre stykker blot bidrager til slettens bølgende overflade. Man kan sige, at isflodsletten falder sammen, når al is er smeltet. I det nordlige USA og Canada findes flade områder, hvor man har helt tilsvarende landskabstyper. Der kalder man isflodsletterne for “Collapsed Outwash Planes”.
Det er desuden karakteristisk, at der findes sletter i flere niveauer, og at sletterne er afbrudt af dale. Flere steder i landet er der nu bygget motorvejsbroer over dalene – f.eks. ved Vejle og ved Lejre. Kører man ad dem, er det tydeligt, at sletten på den ene side fortsætter i samme niveau på den anden side af broen.
Når isflodsletterne i det danske landskab findes i forskellige niveauer, hænger det sammen med, at isoverfladen kom til at ligge lavere og lavere, efterhånden som isen smeltede. For hvert niveau jævnede smeltevandsfloderne ud, og de steder, hvor sedimenterne stod på fast grund, blev niveauet bevaret. Det var ofte rundt om de første issøbakker, som på den måde fik terrasser på siderne.
Et nyt paradigme
Gennem videnskabens historie har man set mange paradigmeskift indenfor mange forskningsområder. Et nyt paradigme slår igennem, når der bliver for lang afstand mellem de observationer, man har, og den måde det gamle paradigme forklarer observationerne på.
Det Miltherske paradigme for istidslandskabets dannelse har nu holdt sig uantastet i mere end 100 år. Man kan undre sig over geologernes konservatisme, for i virkeligheden har det meget længe været klart, at der var stor afstand mellem paradigmets forklaringer og moderne viden om gletschere.
De lange, smalle såkaldte “tunneldale” anses stadig for dannet af floder, der løb i en tunnel under isen – for at nævne et enkelt eksempel. Men mange af dalene var dale allerede inden isen kom og altså ikke eroderet ud af smeltevandsfloder i hvert fald ikke i sidste istid. Det kan man vide, fordi man i boringer har fundet moselag fra sidste mellemistid under istidslagene – og moser dannes hvor landskabet er lavt, altså i dale. Desuden ser det ud til, at forløbet af en del af dalene er styret af bevægelseszoner i lagene fra før istiderne.
Et nyt paradigme møder altid modstand hos det gamle paradigmes vogtere. Det har også været tilfældet i denne sammenhæng. Forhåbentlig vil nye generationer af geologer se med uhildede øjne på vore istidsdannelser og deres historie.
Ib Marcussen og Troels V. Østergaard er geologer og forfattere til bogen “Danmarks Geologiske Seværdigheder“, Politikens Forlag. Se om bogen på
Tags: Odsherred, Randmoræne, Vejrhøj
