Grøn atomkraft????
Jeg håber, at Herbert Rosenbaum mener det lige så spøgefuldt, når han (Inf. 10.-11. feb. 07) påstår, at atomkraft er både vedvarende og CO2-neutral, som når han foreslår at male atomkraftværkerne grønne.
Men for en sikkerheds skyld vil jeg gøre opmærksom på, at begge påstande har meget lidt hold i virkeligheden.
Jo, måske hvis uranet til atomkraftværkernes brændstof fandtes lige så klar-til-brug i naturen som olie, og hvis man ikke skulle pille værkerne fra hinanden igen, når de er udslidte og ikke passe på det radioaktive affald, men sådan er det ikke.
Geologisk set er det meget usandsynlige processer, der fører til, at uran koncentreres så meget et sted i jordskorpen, at det bliver brydeværdigt. Derfor er mængden af uran i den slags forekomster lille. Når den er brugt, må man bruge fattigere malme, og det betyder, at der skal bruges mere energi til at udvinde uranet. En uranmalm kan blive så fattig, at der går mere energi til udvindingen, end der kan produceres på atomkraftværket.
En livscyclusanalyse lavet af de hollandske forskere J.W. Storm van Leuwen og P. Smith viser, at grænsen er en koncentrationen af uran (U3O8) på ca. 0,02%. De samlede kendte reserver af uran (rigere end 0,02%) kan kun dække verdens samlede nuværende el-forbrug i 4 – 5 år! I betragtning af, hvad der blev ofret på uranefterforskning i 1950′erne og 60′erne, er det usandsynligt at der kan findes væsentligt mere – og vedvarende energi bliver det aldrig.
Hele den lange vej fra uranmalm i jorden til færdigt beriget uran i brændselsstave koster energi – meget energi – og det vil i praksis sige olie. Altså er atomkraften langt fra CO2-neutral. Igen er det uranmalmens lødighed, der er afgørende. Van Leuwen og Smith beregner, at ved 0,02% uran i malmen rammer atomkraften loftet, hvor den producerer lige så meget CO2 som gasfyrede kraftværker.
Tags: CO2
