Om at smage på vin
Der er mange måder at smage på. De fleste, der får serveret en vin, tager den første slurk og siger, at det er en dejlig vin, hvis den da ikke er decideret modbydelig.
Så er der typen, der faktisk smager efter, og som får større eller mindre problemer med at finde en grimasse der kan passe, for man vil jo nødig afsløre,
at man synes, det er noget sprøjt, man får serveret.
Ritualerne, som de udspiller sig ved en egentlig vinsmagning, passer måske ikke til selskabelige lejligheder, men vil man virkelig smage på en vin, er det
ikke dårligt at gøre det systematisk.
Glasset
Det er faktisk lidt vigtigt, at vinglasset har den rigtige facon. Alt for mange, af de glas, der bruges til vin, er i virkeligheden kun egnet til limonade.
Et godt vinglas skal være tulipanformet, og det skal være så stort, at der er luft over vinen, når man har skænket »et glas« (ca. 125 ml). Altså ud med de små glas til hvidvin. På den anden side mener jeg også, at de meget store vinglas er en misforståelse. Der kan også blive for meget luft.
Grunden til alt det postyr er, at vinens duft er en vigtig del af oplevelsen ved et godt glas vin, og den får man bedst, når der er et rum over vinen, hvor de luftformige aromastoffer holdes tilbage. Skal vi så lige have med, at man holder nederst på stilken eller på foden af glasset, for ikke at få vedkommende
dufte fra hænderne med (parfume).
Synet
Vinens farve fortæller noget om, hvor gammel (iltet) den er. Farven af hvidvin udvikler sig fra det klart gullige, måske med grønne reflekser, til det mere gulbrune eller guldfarvede. Unge rødvine har et violet skær, mens ældre vine bliver mere teglstensfarvede og til sidste rødbrune. Man kan hælde glasset for at bedømme farvens intensitet. Hvis det yderste, tynde lag har en anden farve, kaldes den refleks.
Når man så rejser glasset op igen, kan man lægge mærke til, om der er striber ned ad det, »gardiner«. De skyldes glyserin og ses mest hos kraftige, fede vine.
Duften
Næste skridt er at lugte til vinen. For at frigøre duftstofferne slynger man vinen rundt i glasset et stykke tid, før man stikker næsen i det. Ofte – især ved de bedre vine – vil man opleve, at duften skifter karakter efter flere slyngninger. Det skyldes dels, at vinen bliver iltet, dels at den bliver varmere.
Smagen
Når man så har lugtet godt og grundigt til vinen, er det tid til at tage den i munden, men ikke for at synke den. Man beholder vinen i munden et stykke tid og lader den komme i kontakt med alle tungens smagsløg.
Om mens man endnu har vinen i munden, suger man lidt luft ind over den. Det forstærker smagen, fordi man får lugten og smagen på én gang. Det
skal tilføjes, at denne ikke helt lydløse operation ikke anses for passende ved selskabelige lejligheder.
Til sidst spyttes vinen ud og man lægger mærke til, hvor længe smagen bliver hængende. I nogle tilfælde tæller man ligefrem sekunderne til den er væk.
Det kan være lidt vanskeligt, fordi smagen ikke må forveksles med den lidt snerpende eller tørre fornemmelse i slimhinderne, som skyldes tanninerne
(garvestofferne). Tanninernes kvalitet, om de er hårde eller bløde eller tørre, er også vigtig for oplevelsen af vinen.
Aromastofferne
Der er en meget morsom leg, der går ud på at afgøre, hvad en vin lugter/smager af. Jeg kalder det en leg, fordi det er ens personlige erfaringer, der bestemmer, hvad man kan finde i vinen. Og selv trænede oenologer kan snydes, hvis de ikke kan se vinens farve. Legen er morsom, fordi det er så
svært at sætte navne på smage. Et meget almindeligt udsagn er, at »det her kender jeg, men jeg kan ikke lige sige, hvad det er«.
Man kan dog almindeligvis blive enig med sig selv og andre om nogle brede kategorier som at duften/smagen minder om frugt, blomster, krydderier, »hestestald «, nødder, karamel, træ, jord, kemi mm. På www.winearomawheel.com kan man købe et »aromahjul« med alle smage kategoriseret.
Men det aller vigtigste kriterium er og bliver: Er det en vin, jeg kan lide eller ej. Og her står vi alle lige.
Tags: Aromastoffer, Duft, Farve, Glas, smagning
