Arkiv for november 2007

Chateauneuf-du-Pape

fredag, 2. november 2007

Der er en klang over det navn, der taler til fantasien. Paven var ham i Avignon, det vil sige, den første, Clément V, kom til i 1309, hvor han var flygtet fra usikkerheden i Rom, og efter ham fulgte 8 andre, før paverne igen flyttede tilbage. Deres palads i Avignon vidner om de utrolige rigdomme pavedømmet fik samlet sig, og den gamle sang om dansen på broen i Avignon tyder også på, at paverne ikke levede i ren askese.
Jeg har forestillet mig, at det var en af paverne, der så at sige opfandt Chateauneuf, at han og hans mænd havde gennemsøgt egnen omkring Avignon for at finde det bedste sted til vin. Der blev der så bygget et slot og lavet vingårde. Men virkeligheden er meget mere prosaisk: Byen kom først til at hedde Chateauneuf-du-Pape i 1893!
Før den tid hed den Chateauneuf Calcernier, hvilket hentyder til, at der var en produktion af brændt kalk. Og paven valgte sikkert mest at bygge et slot på stedet af strategiske grunde. I hvert fald var der i begyndelsen af 1300-tallet, før paverne kom til, allerede en befæstet by på stedet, og den var velhavende. Næsten halvdelen af de 600 ha, der blev dyrket, var med vin. Desuden havde man teglværker, kalkbrænderierne og stenbrud og solgte salt.
Da paverne så kom til, blev det en gylden tid for Chateauneuf. Der skulle jo bygges paveslot, og Chateauneuf kunne levere både teglsten, kalksten og mørtel. Vin kunne man sælge til festerne, og endog roser blev et vigtigt produkt for byen: Når paverne gik i procession strøede, man rosenblade på gaden, hvor de skulle gå.
Den lykkelige tid holdt et lille århundrede. Så flyttede paverne, den sorte død hærgede, og mange krige spredte ødelæggelse. I længere tid kæmpede katolikkerne og de protestantiske hygenotter om byen og det lykkedes hygenotterne at erobre den og brænde pavens slot ned, så kun lidt murværk og et tårn stod tilbage. Tårnet holdt til 2. verdenskrig, hvor tyskerne brugte det til krudtlager, så nu er der kun murværket, og det er ærlig talt ikke meget at skrive hjem om. Men paveslottet i Avignon er nok et besøg værd. Der får man rigtig indtryk af, hvilke uhyrlige rigdomme paverne fik raget til sig.
Springer vi frem til 1936 bliver Chateauneuf et af det første anerkendte vindistrikter i Frankrig med “appellation d’origine contrôlée” (AOC), og det har siden været et af de mest prestigefyldte distrikter.