Tysk rødvin?
Jeg må indrømme, at når det gælder tysk rødvin, har jeg nok haft det lidt som Jancis Robinson, der i bogen »Druer og Vin« fra 1986 skriver: »Den rødvinsstil, der tilsyneladende værdsættes højest af tyskerne og af de fleste andre tysktalende lande, er ikke altid den, der tiltaler den udenforståendes smag mest. Spätburgunder er ikke en af Tysklands store exportvine, og det er måske kun en fordel. Den tyske version af Pinot Noir er, ligesom den fra Alsace, i mange årgange meget bleg, nærmest en rosé, ofte med et orange skær, og den er meget kort i frugtsmag og duft.« Men jeg lod mig provokere til at tage en prøvesending hjem og må sige, at jeg blev glædelig overrasket.
Der er jo sket mange ting siden 1986. Ikke mindst er vinmagerne blevet dygtigere, og klimaet er blevet varmere. I hvert fald passer Robinsons beskrivelse slet ikke på den Spätburgunder fra Weingut Brüder Dr. Becker, der nu er på min liste. Den er relativ lys i farven. Javel, men det hører vine på Pinot Noir til, og bleg kan man ikke kalde den. Duften er intens og det samme gælder smagen – især den meget lange eftersmag. Med andre ord kan jeg rigtig godt lide vinen og tøver ikke med at anbefale den.
Weingutet anbefaler Spätburgunder til grillmad, og nydt afkølet en lun sommeraften, kan jeg godt forestille mig, at det er godt. Men ellers vil jeg nok foreslå lidt mindre kraftig mad. Ost kan man jo altid sige, men jeg synes vinen er for god til ost (der er jo dem, der mener, at man giver gæsterne ost, for at de ikke skal opdage, hvilken elendig vin man har købt til dem). Brug portvin eller en af de restsøde hvidvine til ost. Det er godt.
Pinot Noir
Som det fremgår, så er Spätburgunder og Pinot Noir to sider af samme sag: Den druesort, franskmændene (og de fleste andre) kalder Pinot Noir, hedder Spätburgunder i Tyskland. De har i øvrigt også en Weisser Burgunder (Pinot Blanc) og en Grauburgunder (Pinot Gris). Begge sorter er hvidvinsdruer.
Sorterne stammer fra Burgund – eller på fransk Bourgogne. Man ved at Pinot Noir blev dyrket i Bourgogne allerede ved vor tidsregnings begyndelse og før romerne begyndte deres felttog mod gallerne. Men romerne tog den til sig og med sig. De kendte den som Helvenacia Minor. I Kent i det sydlige England fandt man for nogle år siden en vildtvoksende plante af Pinot Noir, der må stamme direkte fra planter, som romerne dyrkede der for 2000 år siden.
Romerne har sandsynligvis også haft en finger med i spillet da sorten Gouais dukkede op i Bourgogne langt fra hjemlandet Kroatien. Det er en kedelig sort, som man for længst er holdt op med at dyrke, da den ikke smager godt. Den eneste grund til, at den skal nævnes her, er, at den med rette meget berømmede hvidvinsdrue Chardonnay er resultatet af en krysning mellem Gouais og Pinor Noir. Den meget uventede og overraskende oplysning er resultatet af moderne udforskning af druesorternes gener.
Pinot Noir er den første frugtbærende plante, der har fået alle sine gener kortlagt. Det viser sig, at den har enormt mange gener. På de 19 kromosompar er der 30.000 gener mod omkring 25.000 på menneskets 23 kromosompar. Og ikke nok med det. Pinot Noir er også den druesort, der har flest gener, der koder for smags- og farvestoffer som tanniner, terpèner og resveratrol – dobbelt så mange som andre druesorter.
Er man interesseret i vinens sundhedsfremmende virkning er det stoffet resveratrol, man skal hæfte sig ved. Det er tilsyneladende den rene livselexir, der både forebygger kræft, demens og mange andre dårligdomme. Her er Pinot Noir i front med tre til fire gange så meget resveratrol som andre rødvinsdruer. Så skal det også lige med, at resveratrol og de andre stoffer, der giver smag og farve, hører til de stoffer, man kalder sekundære, og at indeholdet af sekundære stoffer normalt er højere i økologisk dyrkede planter end i konventionelt dyrkede.
De klassiske Pinot Noir kloner er relativt tyndskallede (der findes kloner med tykkere skaller som især dyrkes i de oversøiske vinlande bl.a. Sydafrika). Da farven sidder i skallerne, betyder det, den færdige vin bliver relativ lys. Det skal man ikke lade sig forvirre af, for selvom vinen virker lys i forhold til de kraftige sydeuropæiske vine, kan vinen godt være lavet på fuldmodne druer og være kraftig i smagen.
Det siges, at man skal være over 50 for at kunne nyde en Bourgogne. I hvert fald er det givet, at er man fra Coca-cola generationen vil man blive skuffet af en Bourgogne. Den fylder ikke munden med smag på samme hurtige måde som en Coca-cola – eller for den sags skyld en italiensk »marmeladevin«. Men giver man sig lidt tid, kommer smagen, og den er både kraftig og kompleks, og den bliver hængende længe.
Tags: Reservatol, Rødvin, Spatburgunder, Tyskland
