CO2-fri atomkraft – et fupnummer
Det er rigtigt, at der ikke kommer CO2 ud af et atomkraftværk. Det har atom-lobbyen benyttet til at markedsføre atomkraften som en løsning på klimaproblemerne, idet den fikst “glemmer” alt det, der går forud og alt det der kommer efter selve el-produktionen i kraftværket.
De fossile brændsler kul, olie og gas skal stort set kun graves/pumpes ud af jorden, før de kan bruges. Men sådan er det ikke med uran til atomkraft. For det første findes uranet ikke i ren form i jorden, men mineraler i forskellige bjergarter. Der er en lang proces fra uranmalmen til de færdige brændselsstave: Malmen skal brydes og de uranholdige mineraler sorteres fra. Det koster energi og dermed i praksis udsendelse af CO2. Næste skridt er udvindingen af uran fra mineralerne. Det sker ved forskellige kemiske processer, altså mere energi, men også udslip af klor- og flourforbindelser, der virker som drivhusgasser. Og det stopper ikke der, for den naturlige uran kan ikke bruges i en atomreaktor. Den skal først beriges, dvs. de uranatomer, der ikke kan bruges skal sorteres fra, så kun de rigtige bliver tilbage. Det sker i centrifuger og koster også energi, som dog godt kunne komme fra et atomkraftværk. Til sidst bliver uranet forarbejdet til stave indkapslet i metal (der også skal udvindes dvs. mere CO2).
De brugte brændselsstave sendes til oparbejdning, hvor der igen er mulighed for udslip af klimagasser, inden det radioaktive affald gøres klar til opbevaring i århundreder. Det er vanskeligt at sige, hvor meget CO2 det vil medføre og hvor udslippene sker, da man endnu ikke har en acceptabel løsning på opbevaringsproblemet. Men de skal naturligvis med i regnskabet.
De forskellige organisationer, der rådgiver politikerne om atomkraft, er selv parter i sagen og derfor ikke særlig troværdige. Men der findes en hollandsk gruppe, der i år 2000 lavede en rapport til Europaparlamentet, og som siden har arbejdet videre med livscyklusanalyse af atomkraft.
Deres hovedpointe er, at der er en nær sammenhæng mellem lødigheden af uranmalmen og den energi, der skal bruges til udvindingen. Efterhånden som den lødige malm bliver brugt, må man ty til mindre lødige malme, og det betyder større energiforbrug og dermed større udslip af CO2.
De kendte reserver af lødig uranmalm er brugt op om små 30 år med det nuværende forbrug. Bygger man flere A-kraftværker vil det naturligvis gå hurtigere. Efter den tid må man bruge stadig mindre lødige malme.
Er man meget optimistisk, kunne man håbe på, at der kan findes nye lødige forekomster af uran. Den det er meget lidt sandsynligt og af to grunde. Urans geokemi er sådan, at det kun findes i kontinentale bjergarger. Der er altså ikke håb om at finde uranmalm under havoverfladen. Den anden grund er, at der under den kolde krig blev sat meget store ressourcer ind på at finde uranmalm af militære grunde, så der er al mulig grund til at tro, at det aller meste af det, der kan findes, også er fundet.
Atomindustrien udviser en utrolig “efter-os-syndfloden” holdning. Og samme mangel på ansvarlighed udviser den i forhold til virkningerne af radioaktive udslip på folkesundheden. En ny tysk rapport viser f.eks. at børn, der bor mindre end 5 km fra et A-kraftværk har en 50% forøget risiko for at få leukæmi. I Storbritanien er der påvist en forøget leukæmirisiko for børn op til 25 km fra A-kraftværker og der er mange flere eksempler.
Atomindustrien afviser sammenhængen med, at stråledoserne er for små til at give kræft – et synspunkt den stædig har fastholdt selvom stråling på grund af atomanlæg faktisk giver kræft. En ansvarlig holdning ville have været at anerkende, at den viden man har om svag radioaktiv strålings medicinske virkninger åbenbart er utilstrækkelig.
Og så er det naturligvis et spørgsmål om den øgede kræft giver øget udslip af CO2 på grund af den behandling, de syge skal have, eller om der bliver mindre, fordi de dør tidligere end raske.
