Rotter har 100% større risiko for at få kræft, når de får stoffet X i foderet, end når det ikke er der, viser langvarige amerikanske forsøg. Og yderligere har de amerikanske forskere kunnet vise, at kræftsyge rotter bliver raske på en X-fri diæt. X findes i store mængder i mange af vore almindelige fødevarer….
Det er forskere ved Cornell University i staten New York, der har gjort de epokegørende opdagelser. De arbejdede med rotter, som de forsøgte at påføre kræft ved at give dem det stærkt kræftfremkaldende stof aflatoxin. Samtidig fik rotterne stoffet X i deres foder.
Der er ikke tale om blot et enkelt forsøg, men en lang række forsøg over mange år, hvor man undersøgte, hvordan de enkelte trin i udviklingen af kræft blev påvirket af stoffet X.
Det mest slående resultat fik man i et forsøg, der løb over 2 år, altså noget der svarer til rotters normale levetid. Inden de 2 år var gået, var alle rotter på høj mængde X døde af kræft, mens alle rotter på lav mængde X stadig levede og havde det fint.
Det var også i langtidsforsøget, man kunne vise, at en kræftudvikling kan bremses. Man lod rotter, der havde været på høj mængde X det første år af forsøget skifte til lav mængde det sidste år. Det viste sig, at de rotter havde 35-40% mindre kræft ved forsøgets afslutning.
I alle de forsøg, der er omtalt her, har det kræftfremkaldende stof været aflatoxin og kræften leverkræft. Man har gentaget nogle af forsøgene med mus, der var gensplejset til at udvikle leverkræft. Resultatet blev det samme: stor mængde X giver meget kræft og lille mængde X ingen kræft.
Og forskere fra universitet i Illinois har kunnet vise, at brystkræft hos rotter følger præcist det samme mønster, og man har endda brugt to andre kræftfremkaldende stoffer end aflatoxin.
Forskergruppens leder Dr. T. Colin Campbell mener, at disse resultater er meget relevante for mennesker bl.a. fordi stoffet X virker på samme måde i mennesker og rotter, og fordi de mængder X rotterne fik, svarer til de mængder vi mennesker spiser.
Man må spørge sig, hvorfor så vigtige opdagelser ikke har trukket store overskrifter. En del af forklaringen er nok, at de er kommet drypvis gennem en 20-årig periode. Den første artikel kom i 1972 i Journal of Nutrition og en af de sidste i Carcinogenesis i 1992. Det er først nu, med udgivelsen af Campbells bog “The China Study” (Benbella, 2006), at der er kommet en samlet fremstilling af forsøgsresultaterne.
Men den vigtigste forklaring er sikkert, at resultaterne sætter spørgsmålstegn ved indbegrebet af alt sundt: mælk og mælkeprodukter. Stoffet X er nemlig mælkeprotein, kasein. De forskere, som i tidens løb har læst artiklerne, har ikke magtet at tage deres indgroede forestillinger om mælks sundhed op til nyvurdering. Og de embedsmænd, der har skrevet kostråd, har sikkert også skelet til mejeriindustriens samfundsøkonomiske betydning og derfor undladt at udtale sig advarende om mælk.
Dr. Campbell selv generaliserer sine resultater til at gælde al dyrisk protein (foruden mælk og mælkeprodukter også kød, æg og fisk). Det gør han på baggrund af en lang række forskningsresultater og ikke mindst på baggrund af “China Study”.
China Study
Inspirationen til China Study fik Dr. Campbell da han en gang i begyndelsen af 1970′erne blev præsenteret for et kort over hyppigheden af kræft i forskellige dele af Kina. Det viste, at der var områder i Kina, hvor kræft var en sjælden sygdom, og andre hvor den var meget mere udbredt (f.eks. fra 35 til 712 kræftdødsfald pr. 100.000 pr. år blandt mænd). Det lykkedes Dr. Campbell at få etableret et stort forskningsprojekt i et samarbejde mellem kinesiske, amerikanske og engelske forskere.
Og China Study er et virkelig stort projekt. Der indgår 6.500 personer fra 65 distrikter i Kinas landområder. I perioden 1973-75 blev blod og urin fra samtlige personer undersøgt, man undersøgte deres kost og levevis. I alt blev der indsamlet 367 oplysninger om hver person. Det hele blev så gentaget i 1986-88, og projektet løber endnu. (Samtlige tal kan findes på).
Selv i Kinas landdistrikter, hvor velstanden ikke er stor, er der forskel på, hvor velstående man er i de forskellige distrikter, og der er et klart sygdomsmønster, som følger graden af velstand. I de fattigste distrikter lider man først og fremmest af infektionssygdomme, men også bl.a. rheumatiske hjertesygdomme og sygdomme i fordøjelsessystemet. I de velstående distrikter er det de typiske civilisationssygdomme, der dominerer: kræft, hjerte-karsygdomme og diabetes.
Ser man på kinesernes kolesteroltal varierer det i undersøgelsen (1986-88) fra 3,2 til 4,6 mmol/l (i vesten ligger tallet på omkring 5,5 i gennemsnit). Der er en tydelig sammenhæng mellem kolesteroltal og sygdomsmønster, hvor høje kolesteroltal følges af de kendte civilisationssygdomme. Sammenhængen til kosten er lige så entydig: Jo mere dyrisk protein i kosten, jo højere kolesteroltal og omvendt. Den velstandsstigning, der trods alt er sket i de kinesiske landdistrikter afspejler sig også i tallene, idet det gennemsnitlige kolesteroltal er steget med 16% fra den første undersøgelse til 86-88 undersøgelsen.
Et gran salt
Før vi følger Dr. Campbell og udnævner dyrisk protein til den store skurk, som ødelægger livet for millioner af mennesker i den vestlige verden, mener jeg, der kan være grund til at fremhæve nogle forhold, som Dr. Campbell enten ikke nævner eller underspiller i bogen.
For det første de sekundære plantestoffer (vitaminer, antioxidanter mv.). Om dem ved man, at de beskytter mod kræft og styrker immunforsvaret, når man får dem i naturlig form – ikke som piller. Da der jo er grænser for, hvor meget et menneske kan (bør!) spise, må det nødvendigvis være sådan, at jo mere plantemad, man spiser, jo mindre dyrisk protein bliver der plads til – og omvendt. Hvis det er de sekundære stoffers gavnlige virkninger, der er det vigtige, behøver man altså ikke blive vegetar eller veganer – bare størstedelen af det, man spiser kommer fra planteriget.
For det andet økologien. Man ved, at kunstgødning – især kvælstofgødning – mindsker mængden af sekundære stoffer i planterne. Alt andet lige er der derfor mere af de sekundære stoffer i økologisk dyrkede planter.
Og for det tredje ved man, at megen forarbejdning mindsker indholdet af sekundære stoffer i maden. Hvidt mel indeholder f.eks. kun 10% af de B-vitaminer og 40% af de E-vitaminer, der er i helt korn.
Spiser man meget forarbejdet mad – og det behøver ikke være junk-food, f.eks. er hvidt mel, hvide ris, grøntsagsblandinger klar til brug galt nok – skal der spises en masse, før man får sekundære stoffer nok. Og så er der ikke plads til de dyriske proteiner.
Men laver man sin mad selv af friske, økologiske råvarer, skal der ikke så mange grønsager til, før man har fået dækket sit behov for sekundære stoffer. Hvis det er basis, behøver man ikke gå veganervejen og forsage alle dyriske produkter – i hvert fald ikke, hvis man er rask. Og måske bør man holde sig for øje, med Dr. Campbells forsøg med kasein in mente, at mælk er til kalve.
Kræftepidemien
Det er interessant, at der endnu så sent som i 1970′erne kan være landdistrikter i Kina, hvor kræft er en sjældenhed. Der er mange ældre beretninger om folkeslag på deres traditionelle kost, som var fri for civilisationssygdommene – fra de næsten rent carnivore eskimoer til de næsten rent vegetariske Hunzaer i Himalaya.
Med nedfaldet fra atomprøvesprængningerne, planlagte og uplanlagte (Chernobyl!) udslip fra atomkraftværker og de tusindvis af kemiske stoffer, som nu findes i miljøet er det rimeligt at tænke sig, at man i vore dage har behov for meget mere af den beskyttelse, de sekundære stoffer giver. Hvis tingene hænger sådan sammen, vil en mere vegetarisk levevis sikkert føre til mindre kræft og mindre af de andre civilisationssygdomme, sådan som Dr. Campbell hævder. Det er under alle omstændigheder en væsentlig bog, han har lavet. Den kan varmt anbefales.
