Spændende vine fra Côtes du Rhône

Min leverandør i Côtes du Rhône hedder Jean David. Han er økolog helt ind i sin sjæls inderste med rod i maj 1968. Faderens måde at dyrke sine 50 ha på passede ikke til Jeans forestillinger, så tilbage i 1970 lånte han 5 ha af sin far og begyndte som økologisk gartner med meloner, majs og tørrede blomster.

Hvordan det præcist var med Martine ved jeg ikke (de er gift og har børn nu), men jeg tror, at hun fik ham overtalt til at prøve med vin, for det var hendes store interesse. Den første vin var færdig i 1976, og da Jean konstaterede, at Martine blev boende, besluttede han sig for at blive vinavler. Han overtog sin farfars vingård i Séguret i 1985 og blev efterhånden vinavler på fuld tid med i alt 17 ha.

David

Kommer man på de kanter, er Séguret en omvej værd: En charmerende landsby bygget op ad bjergsiden og med en borgruin øverst oppe. Det er ikke ufortjent, at den er optaget blandt de smukkeste landsbyer i Frankrig. Vi kan anbefale La Bastide Bleue – både maden og sengene – og man er altid velkommen til at besøge Domaine Jean David og smage på vinene.

Jean har hele tiden været optaget af at gøre tingene så økologisk som muligt: Så lidt sprøjtning med kobber og svovl i vinmarkerne som muligt, og så lidt svovltilsætning til vinen som muligt. Faktisk gik han så vidt i sine forsøg, at et par årgange mislykkedes for ham.

Men nu har han bygget sin egen kælder med fliser på væge og gulv – og med en meget imponerende egetræsport, som han har hentet i Spanien, fordi den var så smuk. Der kan han holde så rent, at det er muligt for ham at lave vin helt uden at bruge svovl.

Det er dog kun en enkelt af hans vine, der er helt uden svovltilsætning, til de andre bruger han stadig lidt svovl. Vinen hedder Beau Nez – smuk næse. Den kommer med to forskellige etiketter. Den ene viser et ansigt med en stor, rød næse. På den anden er den røde plet kvasten på en hue – fransk bonnet, der udtales næsten som beau nez.

NæseHue

Det er ikke humor, de mangler hos Martine og Jean. Han er altid med på fis og ballade, og hun er lattermild som få. Man aner også spasmageren i navnene på de to andre dyre vine: Les Levants (dem der står op) og Les Couchants (dem der går i seng). Faktisk er meningen de vinstokke, der ser solen stå op, og dem der ser den gå ned. Vinstokkene er 80 år gamle.

Tags: ,

Skriv en kommentar