20 år med økovin

Hvis nogen for bare 25 år siden havde fortalt mig, at jeg skulle blive vinhandler på mine gamle dage, ville jeg have afvist det fnysende. Jeg havde aldrig set mig selv som handelsmand og har sådan set heller aldrig været det. Og vin havde jeg heller ikke interesseret mig særlig for på anden måde, end at jeg som mange andre godt kunne lide et godt glas vin ved festlige lejligheder.

Når jeg alligevel endte med at handle med vin og faktisk blive ret fascineret af vinens verden startede det en andet sted, nemlig med økologi. Jeg blev for alvor indfanget af økologien, da jeg – som eneste dansker – deltog i den første internationale videnskabelige konference om økologi i Schweiz. Det var i 1977. Vi var ca. 60 deltagere fra hele verden, og jeg er ikke den eneste af dem, der må erkende, at den konference blev afgørende for mit liv.

Konferencen åbnede mine øjne for, at det økologiske jordbrug hviler på et solidt videnskabeligt fundament. Det var der ikke mange i landbrugskredse, der ville skrive under på. Man anså økologisk jordbrug som sværmeri baseret på møg og magi, som det hed dengang. Så jeg kastede mig ud i at formidle den internationale forskning i økologisk jordbrug. Det skete med mine bøger om økologisk havebrug, og fra 1981 med PØ – tidsskrift for praktisk økologi. Jeg var selvfølgelig ikke alene om at ville økologi, men det er mit indtryk i al ubeskedenhed, at mine skriverier har inspireret ganske mange mennesker.

For os dengang var økologien ikke et mål i sig selv. Økologien var vejen til en bedre verden – intet mindre. Vi ville, og vil selvfølgelig stadig, skaffe en verden fri for al den forurening, der hører det giftsprøjtende, konventionelle landbrug til. Vi ville afskaffe sult og afhængighed med et landbrug baseret på lokale ressourcer og tilpasset de lokale økologiske forhold. Vi ville skaffe en fredeligere verden (en lødig kost mindsker aggressioner både hos dyr og mennesker), og vi ville naturligvis først og fremmest skaffe sund mad til alle ud fra en forståelse af, at kun en sund jord kan give sunde planter, sunde dyr og sunde mennesker.

Det sidste er for så vidt stadig mit projekt. Jeg har det skidt med, at folk spiser sig syge bare fordi “det agro-industrielle kompleks” skal tjene penge. (Det er udfoldet i “Hvad er det, du spiser?”, som jeg har lavet sammen med Bodil Søgaard). Det er også her, vinen kommer ind i billedet. Den gamle tese med, at nok er det sundt at leve sjovt, men det er ikke sjovt at leve sundt, har altid udfordret mig, for den er ikke rigtig. Jo, hvis det at leve sundt betyder vallepulver, hørfrø og palmeolie, er det naturligvis ikke særlig morsomt. Men økologi er nydelse og ikke askese. Med friske, økologiske råvarer kan man lave mad, hvor der er nydelse – og sundhed – for alle pengene, og et godt glas økologisk vin til sætter prikken over i’et.

Hvis du har undret dig over, at en vinhandel også sælger kværne og valser og nu også spireglas og karsebakker, kan du måske se sammenhængen nu. Jeg blev for mange år siden overbevist om, at hvis en kost skal være sund, skal den være frisk fra sin kilde, så hel og uforarbejdet som muligt og økologisk. Og det mener jeg stadig.

Hvidt mel er værdiløst set fra en ernæringsmæssig synsvinkel – også selvom det er økologisk. Vil man have det fulde udbytte af næringsstofferne i korn, skal melet være friskmalet og usigtet. Altså må man have en kværn selv. Jeg mener faktisk, at kværnen er det allervigtigste skridt på vejen mod en sundere livsstil.

Har man have, kan man forsyne sig med friske grønsager en stor del af året. Det har jeg skrevet bøger om. Er man uden, er hjemmelavede spirer et godt supplement af helt friskt grønt til de økologiske grønsager, man må købe. Man kan lave karse i en underskål med vat, og spirer i et syltetøjsglas, men de systemer, jeg har fundet her, er gennemtænkte og meget funktionelle.
Men frygt ikke, det kommer ikke til at gå op i spirer alt sammen. Jeg vil fortsætte mine bestræbelser på at skaffe gode, økologiske vine til rimelige priser til alle, der ligesom jeg kan nyde et glas god vin. Så kan man jo glæde sig over, at der snart ikke er grænser for, hvor sundt det er med især rødvin og den resveratrol, der er i rødvin. Og i øvrigt at vindrikkere sjældent bliver alkoholikere – som en ny undersøgelse har vist.

Tags: , , , , ,

Skriv en kommentar