Rioja

Årets vinrejse bragte os til det nordlige Spanien nærmere bestemt vindistriktet Rioja. Jeg har tidligere fået vin fra Bodegas Bagordi i Rioja, men har helt ærligt været lidt loren ved en vingård på 84 ha, og ved at de både har økologisk og konventionel vin. Nu ville vi se, hvordan tingene hænger sammen, og samtidig se om andre producenter måske kunne være mere interessante.

For det første måtte vi konstatere, at der virkelig er en verden til forskel mellem Frankrig og Spanien. I Frankrig findes de små bønder stadig. I Spanien ejes jorden af store jordbesiddere, der så har ansat folk til at passe den. Vi var forbi en vingård på 250 ha, som har 80 ha med økologiske druer. Den var for stor for os, så vi var ikke inde og smage. Men de andre, vi besøgte var også store – efter franske forhold meget store. Bagordi var faktisk en af de mindre.

Det var også karakteristisk, at det kun er en mindre del af produktionen, der er økologisk. Én vi besøgte havde kun en enkelt økologisk vin. Resten var konventionelle. En anden havde økologiske druer på markerne lige omkring selve bodegaen, mens de øvrige marker blev drevet konventionelt. Det er der en meget god grund til: I Spanien er økologi en by i Rusland (hvilket også ses i den måde, de sviner deres landskab til på), så der er ikke noget hjemmemarked. Al økologisk vin går til eksport.
Der blev talt meget om markedsføring og om at skille sig ud fra de andre. Og når man kørte gennem landskabet forstod man det godt: Der er simpelthen enorme arealer med vin. Nogen har forsøgt at markere sig med afsindige bygninger. Andre laver »ny Rioja« med meget frugtpræg i modsætning til »gammel Rioja« med meget fadpræg. Og det var indtrykket, at det med økologien også mest var et forsøg på at positionere sig på markedet, som når de et sted gjorde meget ud af, at de havde grøn spildevandsrensing og fik grøn el.

Usua de Bagordi

Stedet ejes af to brødre, der faktisk er med i det daglige arbejde – vi mødte den ene i gang med at plukke druer. Alle deres marker er økologiske. Vi så et par af dem. Der var faktisk lidt ukrudt, hvad der bestemt ikke var på de konventionelle naboers marker. Og på en anden mark havde man endda grøngødning (så begynder det at ligne ægte økologi) mellem hver anden række. Det så vi ingen andre steder. Alt i alt var det det mest seriøse bud på økologisk vinavl vi så på vores tur i Rioja.

De konventionelle vine var der også en god forklaring på. De laves af druer fra fra marker, der ejes af brødrenes far. Markerne drives også økologisk, men faderen vil ikke have besværet med at få dem kontrolleret og godkendt, og vinen kan derfor ikke sælges som økologisk.

Ligesom de andre steder, vi besøgte, var selve vineriet en hal med kæmpe gæringstanke i rustfrit stål. Det ser meget fabriksagtigt ud, men man må medgive, at de muligheder teknikken giver for at styre processerne, også giver mulighed for at lave gode vine. Og der var i hvert fald så meget økologi over det, at man ikke brugte industrigær, men druernes egen gær. Der øsles heller ikke med svovl på stedet, hvad analyser af vinene beviser. De ligge alle pænt lavt i indhold af SO2.

Tags: , ,

Skriv en kommentar