Vinskandale

Skandale skriver Information (“Sprøjtegifte i økologisk vin” 8/11-2008) om fundet af små mængder pesticider i 4 af 16 økologiske vine, selvom intet tyder på, at det er den økologiske vinavler, der har været ude med sprøjten.

Vi lever i en forurenet verden. Der er pesticider i sommerregnen, pesticider kan fordampe fra en sprøjtet mark og slå ned på nabomarker, og sprøjtetågerne kan drive langt fra den mark, der bliver sprøjtet. Derfor er det umuligt at undgå rester af pesticider i økologiske produkter. Det ved de fleste, der køber økologisk i det daglige.

Coop er gået i selvsving og har fjernet vinen med pesticidrester fra hylderne. Det er noget fis. Hvis der skal være krav om nul pesticider i økologiske produkter kan vi lukke økologien med det samme. Coop burde have benyttet lejligheden til lidt forbrugeroplysning og sagt: Ja, der kan være små mængder af pesticider i økologiske produkter. Det er ærgerligt, men så længe der sprøjtes så meget som tilfældet er (en ny rapport fra EU viser en kraftig stigning i mængden af pestidicrester i frugt, grønsager og korn i EU i de sidste 5 år), kan det ikke undgås, selvom de økologiske produkter selvfølgelig ikke er sprøjtet.

Næ, den virkelige skandale er alle de rester af pesticider, der findes i konventionel vin. Pesticide Action Network har i år sammen med Greenpeace analyseret 40 flasker for 24 forskellige pesticider. 34 af flaskerne var med konventionel vin, og de indeholdt alle rester af et eller flere pesticider – en enkelt havde hele 10 forskellige! Af de 6 økologiske vine, indeholdt én flaske rester af ét pesticid. Det har verdenspressen ikke interesseret sig for.

Tags:

Skriv en kommentar