Kræft-vildledning
Kræftens Bekæmpelse vildleder, når den i Venstrebladets reportage d. 28/5 påstår, at 80.000 danskere har hudkræft.
Tallet er ikke engang rigtigt. Ifølge Kræftens Bekæmpelses hjemmeside var der 10.881, der levede med hudkræft ved udgangen af 2006. Dertil kommer de 14.113 der levede med modermærkekræft ved udgangen af 2004. Altså højst omkring 24.000 med kræft i huden.
Men det er ikke det værste. Den værste vildledning ligger i, at hudkræft for de fleste er det samme som den farlige kræftform modermærkekræft. Og det er ikke rigtigt. Hudkræft er en ufarlig kræft. Som Kræftens Bekæmpelse så rigtigt skriver: ”Meget få dør af hudkræft”.
Hvorfor skal sagesløse børn indoktrineres med en skræk for solen, som i bedste tilfælde betyder, at de får svage knogler og stor risiko for knogleskørhed som ældre, og i værste tilfælde øger deres risikon for at få tarmkræft, brystkræft, prostatakræft og kræft i æggestokke og spiserør for ikke at tale om sclerose, rheumatisme og schizofreni og også de såkaldte auto-immun sygdomme som f.eks. tarmsygdommene Crohns sygdom og colitis.
Alle disse sygdomme er sat i forbindelse med mangel på D-vitamin, og det er netop det, de stakkels børn risikerer, når de smøres ind
i solkrem fra morgen til aften. D-vitamin dannes jo naturligt i huden, når solen skinner på den – uden solfaktor imellem!
De eneste der har glæde af solforskrækkelsen er medicinalindustrien, der sælger al den solkrem, der skal bruges. Og det er dobbelt op, for som der står i samme nummer af Venstrebladet, overvejer man nu at tilsætte D-vitamin til forskellige fødevarer. Medicinalindustrien kommer også til at tjene på de sygdomme, der måske kunne været undgået med mere sol og mindre solforskrækkelse.
Selvfølgelig skal hverken børn eller voksne have så meget sol, at de bliver skoldede. Men en sund kulør om sommeren og tilskud af D-vitamin om vinteren er en god forsikring mod mange sygdomme.