Håbløst EU logo for økologiske fødevarer
»Det er et smukt og elegant design«, udtaler forhenværende landbrugskommisær Mariann Fischer Boel om det nye EU logo for økologiske fødevarer, og hun glæder sig til at købe varer med logoet på. Den »glæde« får vi alle sammen fra juli i år, hvor alle økologiske produkter, der er produceret i EU skal forsynes med mærket.
Det er EU-kommissionen, der har bedt design- og kunststuderende fra hele Europa om at deltage i en konkurrence om et logo. I oplægget til konkurrencen står der bl.a.: »Forestil dig, at du køber ind i dit lokale supermarked. Du er på udkik efter et specielt økologisk produkt, der skal være prikken over i’et i denne aftens perfekte og ernæringsrigtige måltid. Du kigger på etiketter og merkater på den friske økologiske mælk, brødet eller de velduftende frugter og tænker: Dette logo er både originalt og klogt udtænkt…«
Der blev indsendt 3.500 forslag og af dem blev tre nomineret – af hvem og hvordan fremgår ikke. Man har kunnet stemme på de tre forslag på nettet, hvad 129.493 gjorde:
Det blev forslaget til venstre, der vandt med 63% af stemmerne.
Ret skal være ret, det er ikke nemt at lave et logo, der skal gælde på alle sprog, hvor vi sammen med svenskerne er næsten ene om at bruge ordet økologi, englænderne taler om organic, og syd for os er bio fremherskende. Derfor lå det også i oplægget til konkurrencen, at der ikke måtte bruges ord.
Men sammenlignet med det grafisk markante, røde danske Ø er EU logoet i mine øjne vattet. Og hvad værre er, der er ikke noget, der leder tanken hen på økologi. Det kunne være et stjerneskud fra en Walt Disney film. Utroligt at der ikke blandt de 3500 forslag har været noget, der var bedre end de tre.
Nu skal alle økologiske varer så have logoet påklistret. Heldigvis kan vi i Danmark stadig bruge Ø-mærket, men kun ved siden af EU logoet. Og så er der alle de andre mærker ernæringsmærke, CO2 mærke osv. Man tvivler på, at det hjælper forbrugerne.
Jeg kan så glæde mig over, at vinen foreløbig slipper for det håbløse logo. Vin kan som bekendt ikke være økologisk i EU, kun fremstillet af økologisk dyrkede druer. Der er ændringer på vej på det punkt, men det er uvist, hvornår de kommer.


