Sprøjtegifte på vindruer

Husk at vaske hænder, når du har smidt de (konventionelle) vindruer ud!. Læs hvorfor.

PAN – Pesticide Action Network har sammen med den franske organisation for de kommende generationers rettigheder (MDRGF) lavet en undersøgelse af sprøjtegifte på vindruer til spisebrug. Det har måske ikke så meget med vin at gøre – men alligevel.

Man købte druer i forskellige supermarkeder i Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Ungarn og fik dem analyseret på et tysk laboratorium. Af de 124 prøver var der rester af sprøjtegifte på de 123. Den ene uden sprøjtegift var spanske druer købt hos Lidl i Tyskland. Langt de fleste druer var i øvrigt fra Italien og Grækenland.

De fleste prøver havde rester af mere end én sprøjtegift. Faktisk var der i snit 6½ forskellige midler i prøverne, og i 24 af prøverne var der mere end 10. Mængderne var heller ikke helt små: I gennemsnit 0,65 mg/kg aktivt stof. I 6 af prøverne var mængderne over grænseværdierne, og tre indeholdt sprøjtegifte, der er forbudte.

Skulle man have fortrængt det, så er undersøgelsen en påmindelse om, at hvis man har ladet sig friste til at købe konventionelle druer, så skal man skynde sig at smide dem ud – og huske at vaske hænder bagefter. De er ikke egnede til mennesker og slet ikke til børn.

Der er en lille krølle på den historie: I Frankrig var sammenslutningen af spisedrue-producenter fræk nok til at sagsøge MDRGF og forlange en ersatning på 500.000 €. Heldigvis fik de ikke medhold ved domstolen, men blev dømt til at betale 1 € i erstatning til MDRGF samt sagsomkostningerne.

Tags: ,

Skriv en kommentar