Mælk eller rødvin hvad er sundest?
Du har nok gættet, at jeg stemmer for rødvin – lidt afhængig af aldersgruppen naturligvis. Jeg har før skrevet om rødvin og det fantastiske stof resveratrol, der er i rødvin (og i mindre mængder i hvidvin). Det er godt mod utrolig mange ting.
Det nye er, at mælk slet ikke er den sundhedsdrik, som mejeriindustrien har hamret på i årevis godt støttet af hele parnasset af sundhedsfaglige eksperter, der også er blevet hjernevasket fra barnsben.
Historien starter med de voldsomme diskussioner i medierne for små to år siden affødt af bøgerne om den kernesunde familie. Forfatterteamet Sø- og Østergaard (Bodil Søgaard og jeg har skrevet “Hvad er det, du spiser? Om økologi, mad og sundhed” sammen) undrede sig over, at den samlede videnskab uden vaklen kunne erklære, at “de kernesundes” oplevelser og erfaringer var uden hold i virkeligheden, og at det kunne være farligt at følge bøgernes råd.
Det satte os i gang med et større researcharbejde, der også kom til at involvere min kone Karen, der er læge. Vi havde vel nok forventet at komme til, at i det store og hele er mælk godt, bare den er økologisk, men at det selvfølgelig er det ikke smart med for meget mælk (og mælkeprodukter), og at man naturligvis først skal prøve om en mælkefri kost kan hjælpe på lille Peters mellemørebetændelser før han får dræn i ørene. Derfor var det noget af et chock (hvis et chock kan komme langsomt) at måtte erkende, at mælk og mælkeprodukter efter al sandsynlighed er roden til alle civilisationssygdommene fra allergi og autoimmune sygdomme som f.eks. sukkersyge til demens, hjertesygdom og kræft.
Det er der kommet en lille bog ud af (“Mælk og sundhed – Hvad er det, du drikker?”) , som vi vil præsentere på et miniseminar onsdag d. 19. maj. Det er gratis og alle er velkomne. Læs mere på www.nomilk.dk !