Domaine Loupia

Jeg har tidligere fortalt om Domaine Loupia, der ligger tæt ved Carcasonne – en af katharernes byer der blev erobret af pavens folk i starten af 1200-årene og indbyggerne slagtet. Det er længe siden, men Carcassonne er en spændende by at besøge, og vinene fra omegnen – Cabardés – har mange kvaliteter.

For år tilbage købte vi vin af den gamle monsieur Loupia, der var startet med økologi i1974. Desværre var kvaliteten lidt svingende.

I dag er det hans datter og hendes mand, der driver domainet. De har moderniseret og købt til og laver nu virkelig fine vine. De har bl.a. købt en mark med gamle vinstokke af Syrah. Den var helt forsømt og overgroet af ukrudt. Men nu har de fået styr på den og har god gavn af de gamle vinstokke til deres bedste vine.

Deres Cuvée Domaine er fast på min liste. Årgang 2008 er fuldt på højde med, hvis ikke bedre end årgang 2005, der har vundet mange fans blandt mine kunder. Den er udsolgt, og jeg skal nu bestille 2008 hjem. Det åbner så mulighed for, at jeg kan tage lidt at deres dyrere vine med ved samme lejlighed til dem, der er interesserede. Der er to:

– Cuvée Tradition 2008. Vinen er lavet med 60% Merlot fra 30 år gamle stokke, 30% Syrah fra 40 år gamle stokke og 10% Cabernet Sauvignon fra 10 år gamle stokke og lagret 6 måneder på egefade. Det har givet en kraftig rødvin, behagelig at få i munden med bløde tanniner og en let smag af eg, der dog ikke overskygger smagen af modne frugter. Jeg kan sælge den for 75,- kr, men vinen skal bestilles før 14. juni. Bestil nr. 76.

– Cuvée Haute Pierre 2007 lavet med 70% Syrah fra 35 år gamle stokke og 30% Merlot fra 25 år gamle stokke. Lagret på ståltank med en inert atmosfære (for at undgå iltning). Også det er en kraftig rødvin med lang smag af modne frugter og et strejf af krydderier. Tanninerne er endnu tydelige og vinen kan lagres nogle år. Den kan dog også drikkes nu med stor fornøjelse – især hvis man hælder den på karafel. Prisen bliver 95,- kr. og også den skal bestilles før 14. juni. Bestil nr. 71.

Man kan lægge mærke til blandingen af en typisk middelhavsdrue som Syrah med de typiske Bordeaux-druer Merlot og Cabernet Sauvignon. Det er ikke et forsøg på at følge en moderne trend med at mildne på karakterfulde druer med den let drikkelige Merlot. (Merlot blev for alvor populær, da amerikanerne skulle lære at drikke vin, netop fordi den er så let at drikke.) Nej, det er en gammel tradition, at man i Cabardés bruger druer både fra naboerne til den ene side og til den anden.

Det giver nogle meget komplekse vine. Den kalkholdige jord vinstokkene gror i, bidrager også til de mange smagsnuancer, der kan fines i vinene.

Tags: , , , ,

Skriv en kommentar