Lidt forbrugerinformation om stråling
Atomtragedien i Japan har nu også nået os. D. 25. marts meddeler Statens Institut for Strålebeskyttelse, at man har målt »ufarlige« mængder af radioaktive stoffer i dansk luftrum. Instituttet fastslår, at »den målte mængde af radioaktivitet er så lav, at der slet ikke er tale om en sundhedsrisiko«, og at »koncentration svarer til mindre end en titusindedel af den baggrundsstråling, som vi dagligt udsættes for«.
Vi skal glæde os over, at mængderne er lave, og vi må håbe med japanerne, at man hurtigt får kontrol med situationen på de ødelagte reaktorer i Fukushima. For jo længere tid det tager, jo større sandsynlighed er der for, at der kommer mere nedfald over Danmark.
Men selvom mængderne er lave, er de ikke »ufarlige«, som Instituttet siger. Og den måde instituttet og medierne udtrykker sig på er vildledende og bagatelliserende. Selvfølgelig skal man ikke opskræmme befolkningen, men på den anden side bør man vel som offentlig myndighed give reel information og give den på en måde, så folk forstår, hvad det handler om.
Det har instituttet ikke gjort – tvært om. For det første er der sammenligningen med baggrundsstrålingen. Det er en sammenligning, der er uhyre brugt. Det har været omkvædet siden diskussionerne om atomkraft begyndte for snart 40 år siden, at den ekstra stråling, man kunne blive udsat for, kun svarede til strålingen på en flyvetur til New York.
Sammenligningen bygger på, hvor meget energi kroppen får fra hhv. baggrundsstrålingen og strålingen fra de radioaktive stoffer. Men sammenligningen er misvisende af flere grunde. Baggrundsstrålingen rammer hele kroppen, hvor de radioaktive stoffers stråling er koncentreret til et enkelt sted. Gå ud en dag, hvor solen varmer dejligt. Prøv så med et brændeglas, at koncentrere solstrålernes energi til et lille område. Det bliver hurtigt ubehageligt, selvom energien er den samme.
Der er endnu en grund til, at sammenligningen med baggrundsstrålingen halter. Den rammer kroppen udefra, mens strålingen fra stofferne i nedfaldet rammer indefra, fordi de efterhånden findes i maden og vandet. Det stof, der er mest grund til at bekymre sig om på nuværende tidspunkt er cæsium-137. (Der er også radioaktivt jod i nedfaldet, men det har så kort halveringstid, at det næppe når at blive optaget af mennesker her i Danmark).
Cæsium-137 har en halveringstid på 30 år. Det betyder, at der går 100 år før stort set alt er væk. I alle de år vil der altså være radioaktivt cæsium i miljøet. Det farligste er det, der havner i græssende køer. Det når os mennesker gennem mælk og kød. Nedfald i vand kan nå os via fisk.
Én gang inde i menneskekroppen vil det fordele sig især i muskler, og når et cæsiumatom henfalder, vil strålingen ramme de celler, det ligger i og er tæt på. Og er man uheldig, vil den ramme cellernes arvemasse, og skade den så meget, at de bliver til kræftceller. Blot en enkelt skadet celle er nok til at starte kræftprocessen.
Den engelske forsker Chris Busby har et meget illustrativt (og uhyggeligt) eksempel på, hvilken skade selv meget små mængder radioaktivt stof kan lave. Sammen med andre forskere har han set på leukæmi (blodkræft) blandet spædbørn (0 – 1 år) i en række lande, der blev ramt af nedfald efter Chernobyl. De har information om godt 15 millioner børn født i perioden fra 1980 til 1990. Det viser sig, at børn født mellem juli 1986 og december 1987 havde 40% større risiko for at få leukæmi end børn født både før og efter. Børn født i den periode var fostre da nedfaldet fra Chernobyl var på sit højeste. Men under alle omstændigheder var stråledoserne lave og langt under det, myndighederne anser for farlige.
Den europæiske komite for strålefare (European Committee on Radiation Risk), der er nedsat af Europaparlamentet, har undersøgt virkningerne af strålingen fra radioaktive stoffer, som fra atomuheld havner i mennesker. Bruger man deres metode på den stråling, der er målt over Danmark, kommer man til, at den kan give omkring 50 ekstra kræfttilfælde i den danske befolkning i løbet af de næste 50 år. Og selvom det skulle være en faktor 10 for højt, berettiger det vel ikke til at sige, at nedfaldet er ufarligt? ECRR bygger bl.a. sine beregninger på, at antallet af kræfttilfælde i Nordsverige er øget med 10% som følge af nedfaldet efter Chernobyl-katastrofen.
Her er vi så ved den anden grund til, at Stråleinstituttets og mediernes omtale af forureningen fra Japan er misvisende: Det bliver omtalt som stråling, der går væk igen – nærmest som lyset fra en lampe, man kan tænde og slukke. Men sådan er det ikke. Strålingen kommer fra radioaktive stoffer, der daler ned og lægger sig på alle overflader: landjorden, søer og åer og havet. Og derfra vil stofferne vandre, som det er antydet ovenfor. Forureningsfaren er først ovre, når det sidste atom har udsendt sin stråling og er henfaldet efter mere end 100 år.
Hvad gør man?
Der er jo ikke meget, man kan gøre, for at undgå at få de radioaktive stoffer i sig. Nu, hvor det især er cæsium-137, kan man skære ned på sit forbrug af mælk og oksekød – det er især køer, der græsser og dermed får stoffet i sig. Skulle der på et senere tidspunkt komme en forurening med strontium-90, hvad ikke kan udelukkes, er det især mælk og mælkeprodukter, man skal undgå.
Kan man ikke hindre, at lidt af det radioaktive nedfald også havner i ens krop, kan man dog gøre sit til, at det ikke udvikler sig til kræft. Det handler meget om at undgå stoffer, der fremmer kræft og øge sit indtag af stoffer, der hæmmer kræft.
De sidste findes i mange grønsager – ikke mindst kål – og frugter. D-vitamin er vigtig, og der er også kræfthæmmere i bl.a. grøn te, chokolade og rødvin (!). Et af de vigtigste stoffer, der fremmer kræft, er væksthormonet IGF-1. Det findes bl.a. i mælk og mælkeprodukter og ikke nok med det, det dannes også i kroppen, når vi får kasein fra ost, ymer og mælk. Så igen: ned med forbruget af mælk og mælkeprodukter.
Vi har skrevet om den nye forståelse af kræftprocessen om om kræftfremmere og -hæmmere i »Mælk og sundhed: Hvad er det, du drikker«, og om virkningen af lavaktiv stråling i »Hvad er det, du spiser«. En god kilde til saglig information om lavaktiv stråling er www.llrc.org.
